Andresen, Kresten BREV TIL: Andresen, Johan; Andresen, Marie Vilhelmine FRA: Andresen, Kresten (1915-08-29)

Ugny le Gay, 29. 8. 1915.

Kære Forældre!

Nu er det rigtignok længe siden, jeg har skrevet til Jer, og I tror vel, der er hændt alt muligt; men I skulde vide, hvor travlt vi har haft det fra Morgen til Aften. Naar vi endelig kom til Ro om Aftenen, var det for mørkt til at skrive, og jeg har ingen Lys. Jeg har vist faaet tre Breve fra Jer, siden jeg sidst skrev. I Gaar Aftes kom der en forfærdelig Torden med Skylregn, saa nu har vi fri et Par Dage. I Morgen flytter Jakob v. Amerika og jeg med Bæster, Vogn og Pik-Pak op til en anden Jord, hvor vi faar det hele for os selv . . .

Vi er snart færdige med Høsten. I de sidste Dage har vi kørt med et Par og tyve Kolonnevogne og seks store franske Kærrer. Ellers er alt her ved det gamle. Jer Orlovsansøgning har været her; men den blev selvfølgelig afslaaet herfra, hvad jeg jo havde skrevet til Jer, at den vilde. Der maa rejse en herfra paa Orlov hveranden Dag, og saa er det jo en Selvfølge, at de gamle gifte Karle kommer først af Sted.