Andresen, Kresten BREV TIL: Andresen, Johan; Andresen, Marie Vilhelmine FRA: Andresen, Kresten (1915-11-27)

Lens, 27. 11. 1915.

Kære Forældre!

Mange Tak for Brevet og Pakken. Det var rart med Strømperne, og ikke mindst med Hanskerne, som jeg vil s. 147faa god Brug for, naar jeg skal køre. Det maa have været en dejlig Tur til Jylland, Mor, og det er da godt, at Moster er kommen saa godt over sin Sygdom. — I mener altsaa, at Englænderne vil gaa i Land dernede. Ja umuligt er det ikke; men det vilde være forfærdeligt sørgeligt. Det gyser ordentlig i En, naar man tænker sig Landet hjemme som her, med Huse i Ruiner, flygtende husvilde. Skulde det ske, at Krigen kom til vore egne, saa er det første, I skal gøre, at grave en Dækning.

At komme hjem i Julen vil være saa godt som umuligt, da Orloven her er stanset i hele Arméen. Jeg hører nu til sjette bayerske Armé, som føres af Kronprins Ruprecht af Bayern. Ved Kolonnen er der endnu 25, som ikke har været paa Orlov, og jeg maa regne med at blive den sidste af dem. Saa selv om Orloven skulde blive aabnet til Jul igen, saa er der ingen Udsigter for mig. Jeg er ude at grave hver Nat, og ser og oplever derved en helt ny Side af Krigen. Her ligger Skyttegravene ikke mere end 20-30 Meter fra hinanden. Overalt er vore Skyttegrave underminerede af Franskmændene, og en skønne Dag ryger vist det hele i Luften.‘Ellers er der temmelig roligt; kun stærke Artillerikampe med en Kanonade, som man kun sjældent er Vidne til. Ellers spaserer baade Franskmændene og Tyskerne aabent om~ kring ved højlys Dag, og besøger hinanden i Gravene, og naar Natten kommer, staar de Vagt med spændte Nerver, og dybt under dem lyder de skæbnesvangre Hammerslag, og gennem Luften suser Miner og Haandgranater. Det er næsten som det gamle Eventyr om Varulven, eller om den, der skiftede Ham, om Dagen var Menneske, og om Natten et vildt Dyr Men Romantiken passer ikke for denne Krig. Man bliver næsten saa vant til at se al den Gru, at man slet ikke synes, der er noget paafaldende ved det. Nu tales der igen om, at vi skal alle væk, saa maaske er vi i stort Flytteri hele Julen. Jeg graver for Tiden ude ved Lorrette, og ved en By, som hedder Angres.

Nu lige i dette Øjeblik er det et Aar, siden jeg kørte over den franske Grænse.

Nu er jeg en hel Del klogere end den Gang. Det vilde glæde mig meget at kunne læse Harald Nielsens Bog ¹⁾1) Sønderjydske Soldaterbreve.. Jeg kunde jo ganske vist give et temmeligt alsidigt Billede af Krigen, men særlig spændende vilde det jo ikke blive, da jeg ^10*10 s. 148ikke har oplevet saa mange Eventyr; men jeg har oplevet og set lidt af alt, i Fronten, og bag Fronten, og hvem véd hvor meget man skal opleve endnu.