Andresen, Kresten BREV FRA: Andresen, Kresten (1915-12-01)

Lens, 1. 12. 1915.

Jeg har det godt fremdeles. Om et Par Dage rejser jeg tilbage til Kolonnen, og saa er min Krig forbi for det første igen. Naa, Krig er der heller ikke saa meget af her; det var der en Gang. Her hersker der endog et meget venskabeligt Forhold mellem de to Skyttegrave. En Morgen kom der en kæmpemæssig Alpejæger op af en Sappe paa Lorrettehøjen. Han raabte over til Tyskerne: »Er der ingen af Jer, der er gift, eller er I unge allesammen?« »Jo, de fleste af os har Kone og Børn«, blev der svaret tilbage. »Ja, hvorfor skal vi saa ligge her og skyde paa hinanden?« Siden den Dag kan man tælle de Skud, der falder derude. Om Morgenen, naar det er taaget Vejr, besøger de hinanden gensidigt, vore Soldater bringer Tobak og Cigaretter med, og de faar Hvedebrød med tilbage.

Det hænder ogsaa, at de besøger hinanden i Dækningerne. En Morgen gik det endog saa vidt at Pionererne, som trak Pigtraad, og var kommen tilkort dermed, gik over til »Franz«, og laante et Par Ruller af ham, som de saa bragte ham tilbage næste Morgen. Dette Forhold kommer os en s. 150hel· Del tilgode, som graver lige bag ved Fronten; tit kun hundrede Meter fra Franz. Hele Terrainet i Miles Omkreds oplyses hele Natten af Lyskugler, som uafbrudt gaar tilvejrs. Saa ligger Vimybjærget til venstre for os som et skinnende Snebjærg; det er Kridten, der er rodet op af Granaterne og strøet over hele Bjærget. Og rundt om rejser sig Ruinerne af Byer og enlige Huse, Stumper af Træer, hvis Grene er ragede af, af Granatsplinter. For I maa vide, at er der en Egn, hvor Krigen har raset, saa er det her. Her skærer Skyttegrave og Løbegrave sig gennem Kridten som et uhyre Net. Her bliver der noget at jævne, naar Krigen engang er forbi, denne forfærdelige Ild, der breder sig, og breder sig, og vokser i Styrke, saa man skulde tro, det laa ikke i Menneskers Magt at tøjle den. Hvor er Freden ikke blevet et fjærnt Begreb for En, uvirkeligt som en skøn Drøm. Her er Virkeligheden ude paa de øde Marker, mellem Løbegravene om Natten — eller er ogsaa det kun en Drøm? ... Det er bedst at tage den som Niels fra Kloster, han kalder en Æske, hvor han har sit Fedt og sin Pølse, for sin Forstandskasten; han gør sig ikke mange Tanker om det hele; og Krigen maa jo faa Ende en Gang. Alting har en Ende, men Pølsen har tvende — og der er vi med hele Logiken paa Bunden af Nielses Forstandskasten.

Kun tage den med Ro, saa ordner det hele sig nok af sig selv; eller en skønne Dag løses hele Knuden, saadan som Alexander den Store løste den gordiske Knude. — Naa, nu har jeg filosoferet Jer en hel Del sammen. Her i Frankrig er man i Grunden helt lykkelig, for man har ikke en rød Øre paa Lommen; de tre og halvtreds Penning ryger som Dug for Solen for at faa noget at smøre paa Krigsbrødet — jeg vilde nu gerne købe mig et Par franske Bøger, hvorfor jeg beder Jer sende mig et Par Mark.