Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1915-12-04)

Lens, 4. 12. 1915.

Jeg har det godt; lider kun en Smule af Influenza og stærk Forkølelse, da vi næsten hver Nat bliver vaade. Vejene her er saa opblødte, at vi som Regel vader i Vand til op over Anklerne, og under denne Vandflade ligger saa de dybe Granathuller, som man undertiden dumper ned i, og Støvlerne er jo nu gamle og absolut ikke vandtætte. I Nat har vi fri, fordi vi sidste Nat blev gennemblødt lige til Skindet, og umuligt kunde naa at faa Tøjet tørt. Jeg har hele Dagen spaseret om i Skjorte og Underbukser, Tøfler og Kappe — saa I kunde have faaet en køn Paradesoldat at se. Jeg begynder undertiden at spekulere paa, hvad jeg skal give mig til efter Krigen, hvis den da overhovedet en Gang hører op; s. 153 der er jo mange, der fuldt og fast tror, at det er Indledningen: til Verdens Undergang.. .

Med Bibliothekerne er der vist ikke meget at udrette den første Menneskealder; der var lidt nok før Krigen. Forøvrigt er det et meget passivt og meget utaknemligt Arbejde. Forholdene er for smaa til, at der kan udføres noget virkeligt. Herefter vil vel desuden Skolerne tage sig af den Opgave. — Derimod tror jeg, at Højskoletanken har en langt betydningsfuldere Fremtid for sig. Ved under Krigen at være kommen den paa Afstand, har jeg lært i den at se noget saa stort og godt, at jeg aldrig havde tænkt mig det saadan. Her ser man rigtig Forskellen paa Folk, der er bleven hængende i Materialismen, og Folk, der har faaet Smag paa ideelle Værdier, og derfor elsker en renere Luft. Højskoletanken er noget saa menneskekærligt; Tanken om at løfte hele Folket, ikke blot, som her i Frankrig, de rige og fine, at tale jævnt om alt det store, som Bjørnson sagde, saa at det store kunde blive Hvermands Eje.

Jeg vilde forfærdelig gerne vide mig selv i en saadan Gerning. Men Højskoletanken kan jo føres ud i Verden paa mange forskellige Maader, og enhver maa gøre det, som det passer bedst for hans Evner og Anlæg. Jeg kunde ikke tænke mig noget mere dræbende, end Aar efter Aar at skulle staa og tale om det samme, som det er en Højskolelærers Lod, saa længe han er ung og uselvstændig. Tilmed kan jeg bedre udtrykke mig skriftligt end mundtligt. Jeg har altid tænkt mig en Højskolegerning gennem Pressen, udgive et Ugeblad, som ikke skulde have Dagsberetninger og Nyheder til rød Traad, men som helt igennem skulde følge et bestemt Maal. Jeg véd godt, at det kræver en uhyre Oversigt og Dygtighed for at kunne bringe det til noget.

Det være da ogsaa langt fra mig at ville begynde derpaa straks efter Krigen.

.... For at modnes, vilde jeg først en Aarrække virke scm Højskolelærer .... for det er saa godt at have et Maal; det giver Ens Tanker noget bestemt at kredse om.. .

Jeg vilde gerne høre Jer Mening om Sagen; selv har jeg lagt mig det temmelig tilrette. Kunde jeg blot skrive til Farbror Peter derom.