Danmarks Breve

BREV TIL: Hans Peter Hanssen FRA: Kresten Andresen (1916-01-01)

Lens, Nytaarsdag 1916.

Kære Morbror!

Nu vil jeg rigtig ønske Jer et godt Nytaar og »fejt manne Tak« for det gamle. Lad os haabe, at vi har fejret den sidste Jul i Landflygtigheden. Jeg skal love for,' at vi fik det nye Aar skudt ind. Jeg vaagnede midt i en fryg— s. 160 telig Larm. Geværkuglerne klaskede mod Huset og Geværgranatei; sprang omkring paa Tage og Gader, og derover Kanonernes Brøl. Det var vist Englænderne, der gav os den Hilsen, netop som Klokken slog tolv. Jeg laa i Kælderen, hvor vi nu helt er flyttet ned. Oven over raabte Manden og Konen Hurra for det nye Aar, og netop i samme Øjeblik begyndte Bombardementet. — Ellers graver jeg for Tiden; hele Frankrigs Jord bliver gennemkrydset af Grave og Stillinger. Jeg har haft den Lykke at blive her, medens de fleste blev afløste af ny Forstærkning, der kom lige fra Tyskland. De var uhyre kloge og havde naturligvis delt Europaskortet mange Gange bag et Glas 01 i det Aar, der nu er gaaet. Det kan jo ikke andet end ærgre os en Smule. Nu bildte de sig jo ind, at de var rigtig komne i Krig, og det blev ikke bedre, da de hver fik udleveret en Gasmaske. Da de første Aften skulde til Ro i Kælderen, satte alle de gamle Veteraner deres Gasmaske paa, og de ny var ikke sene til at følge Eksemplet; for der var jo sagt dem, at der hyppigt om Natten blev lavet Gasangreb her paa Staden. Saa snart Lyset var slukket, tog alle, der vidste bedre Besked, deres Masker af, og saa varede det ikke længe, saa begyndte der en Nysen og en Stønnen — for der var jo strøet Peber og Snustobak i Maskerne, og det, mente de Ulyksalige, var Antigiften. Da det blev Morgen, laa de der endnu med Gasmaskerne paa, badet i Angstens Sved — men derfor er de jo i Krig. — Der maa ikke være mange Unge hjemme mere. Smaabørnene i Graasten mente bestemt, at Julemanden ogsaa var indkaldt i Aar. Jeg har i hvert Fald ikke set ham; men han maa jo være feltgraa som alle andre.