Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Andresen FRA: Kresten Andresen (1916-01-19)

Lens, 19. 1. 1916.

Kære Forældre!

Naar I læser dette Brev, saa er jeg nok lykkelig og vel ude af alt dette Roderi og tilbage i Hornaing. Jørgen Brag ligger ikke mere end en halv Times Gang herfra; men jeg gaar af Princip ikke ud, uden at jeg har det nødigt. I Nat fik jeg et temmelig stærkt Slag af en Pikhakke paa Overarmen; hele Ærmet røg, men Armen fik dog kun en Bule, saa det gik jo overmaade heldigt. Forleden Aften kom Rygtet hertil, at Montenegro havde sluttet Fred, og det skal nu være officielt fastslaaet. Der blev stor Jubel overalt, og henne paa Hjørnet sang Soldaterne Slagsangen: Wir treten, zum beten — — — Alle er nu inde paa, at er først Begyndelsen gjort, saa vil de andre Magter snart følge efter, og man regner med Fred til Paaske; men det skal man nu ikke være altfor sikker paa.

Jeg er helt ene nu, for jeg bliver hjemme i Nat paa Grund af Armen, som lider af Slaget endnu. I Søndags fik vi en temmelig stærk Ild her i Byen. Min Feltwebel-Løjtnant blev ramt og dræbt; vi var i Gaar med til at jordfæste ham. Paa Soldater-Kirkegaarden her i Byen ligger mange, mange Tusinder. Hver Soldat faar sit Kors eller sin Sten, der tit er lavet med stor Kunst. Hist og her knejser store Mindesmærker; navnlig en Ynglingskikkelse i overnaturlig Størrelse, som staar tankefuld støttet til sit Sværd, gør et stærkt Indtryk. Selve Begravelsen var meget dagligdags; og skønt der stod en halv Snes Kister ved Siden af hinanden, var der slet ikke noget gribende over Præstens høje Patos. En halv Snes Mand — hvad er det, hvor der sommetider maa jordes Tusinder paa en Gang. Verden forfladiges i denne Krig . . .