Danmarks Breve

BREV TIL: Johan Andresen FRA: Kresten Andresen (1916-02-13)

Montigny, 13. 2. 1916.

Kære Forældre!

Ja, nu er jeg flyttet igen, ser I nok, og denne Gang for ikke mere at vende tilbage til Kolonnen. Det hele kom pludseligt og næsten helt uventet. Jeg blev sammen med et Par andre Ugifte undersøgt og kom igen til Infanteriet. Naa, det skal I ikke blive kede af. Foreløbig er jeg langt bagved Fronten paa et Rekrutdepot og har Udsigter til at blive her henved to Maaneder. Saa er det Foraar, og den Tid den Sorg. Hidtil er jeg jo sluppet saa godt, og jeg har den bedste Tro til Fremtiden ogsaa. Ja tænk, nu har jeg levet saa mange Maaneder et frit Bondeliv, hvor vi ikke kendte til militærisk Snit, og saa skal jeg nu til at fumle igen som Rekrut. Og tænk det dejlige Kvarter, jeg havde. Det var næsten det samme som at tage hjemme fra, saadan tog Franskmændene Del i, at jeg nu skulde bort. Marie Royé kogte mig tre Æg og stak mig dem i Lommen, og Fran^oise syede mig et uldent Halsklæde, at jeg ikke skulde gaa hen og forkøle mig. Og saa rejste jeg af.

Af Dagbogen.

De vidste ikke alt det gode, de vilde gøre mig, da jeg drog af Sted. Derimod var Kolonnen des køligere. Hverken Ritmester eller Vagtmester værdigede mig et Ord. Vagtmesteren afgjorde alt gennem min Korporal; han stod paa Gaden, da jeg kørte væk, men han ikke saa meget som Tiilste af med mig. Jeg véd ikke, hvad jeg har gjort; men jeg har da været ved Kolonnen syv Maaneder, og er dem da ikke helt ubekendt. Da jeg kom væk fra Kompagniet, besøgte baade Feltwebelen og Officererne mig paa Lazarettet, og Løjtnant Hammer bragte mig endda en stor Buket Syrener.

Det er en meget berømt Egn her, nemlig det gamle Picardi, hvor den store spanske Successionskrig rasede for et Par hundrede Aar siden. »Mallebrok er død i Krigen!« ......Maaske ligger han ogsaa begravet her. — Her s. 171 ved min Afdeling er vi en mærkelig Blanding af alle Vaabenarter: Kavallerister, Artillerister, Trainsoldater, Sanitetssoldater, og allesammen skal de uddannes til Infanterister. »Fremtiden staar i Infanteriets Tegn«, sagde Sergeanten, og det er vist meget rigtigt. Det er jo helt mærkeligt for en gammel Kavallerist, som har tjent aktivt i tre Aar og desuden været halvandet Aar i Krig, at skulle spille Rekrut som Infanterist nu; men Forholdene fører det jo med sig; for mig falder det meget lettere. Jeg har ogsaa straks truffet nogle gode Kammerater nede fra Haderslev Kreds. Jeg savner foreløbig ingen Ting. Naa, jeg maa løbe mig en Tur, for her er uhyre koldt, Stengulv og Stenhvælvinger, ingen Kakkelovn, men fire Døre, som gaar op og i uafladeligt.