Danmarks Breve

TIL: ukendt FRA: Kresten Andresen (1916-06-26)

26. 6. 1916.

I Gaar gik jeg en Tur sammen med Iskov. Vi blev da Vidne til et meget ejendommeligt Syn. Pludselig var Luften fuld af engelske Flyvere. De fløj omkring med en forfærdelig Fart, vendte kort og smidigt i forskellige Retninger, forsvandt i Skyer og dukkede frem igen. De smed Brandbomber ned. Det prægtigste Fyrværkeri. Først saa man en lille rund Røgsky oppe i Luften, den sprang med et Lyn i mange runde Røgskyer ud til alle Sider, og hver af dem sprang saa dybere nede i Stumper og Stykker, saa det regnede Ild og Stjærner ned paa Jorden. Vi blev snart klare over, at Angrebet gjaldt Linjen af de tyske Lænkeballoner, som ogsaa hurtigt saa deres Snit til at blive firede ned. Det var et ejendommeligt Fyrværkeri, som regnede det med Ild og Svovl fra Himlen, og det var over et meget langt Stykke Front. Forleden blev den berømte tyske Flyver Immelmann skudt ned her. Jeg laa og sov i Dækningen; men dem, der var ovenfor, saa det. Der er næsten Flyverkamp hver eneste Dag her. Englænderne er meget dristige og vover sig langt ind. Det ser ud, som naar to Haner ryger løs paa hinanden, og saa knatrer Maskingeværerne. Hvordan gaar det med Høhøst-Orloven?