Andresen, Kresten BREV FRA: Andresen, Kresten (1916-08-06)

6. 8. 1916.

Jeg har det godt fremdeles.

Der er ikke meget at skrive om. Krig er jeg saa led og ked af, at jeg ikke gider skrive noget derom. I Begyndelsen af Krigen, da var der dog, trods alt det skrækkelige, en vis Poesi iblandet. Den er nu forsvunden. Det forekommer mig, at jeg har givet Jer en altfor drastisk Skildring af en Trommeild. Virkningen af en saadan Ild er mere moralsk end ellers ødelæggende; vi har kun havt to døde og fem saarede under hele det Bombardement, saa det er jo næsten ubegribeligt. Naa, jeg haaber nu, at jeg er færdig med min Part her, ihvert Fald foreløbig — hvad Fremtiden vil, kan man jo aldrig vide. — Men om vi skulde forflyttes til det yderste Hav, saa kunde vi næppe komme til et værre Sted end her. Det bedste er, blindt at lade sig lede af Skæbnen; thi selv at gribe ind er uforsvarligt, og man kan dog ikke fly fra Guds Vilje og Bestemmelse med En. Gud har sin Vilje med hvert enkelt Menneske, at sætte sig op imod den Vilje er Synd, og det hævner sig. I undrer Jer vel over, at min Drøm om Konfirmationstøjet ikke er gaaet i Opfyldelse endnu, skønt Tiden syntes at være kommen; men det skal I bare ikke være urolige over. Kommer Tid, kommer Raad. Det er jo Søndag, det faar jeg først nu at vide.

Det glæder mig, at det gaar Johanne saa godt, hun skal saamænd snart blive rask igen. Jeg tror jeg kunde trænge til den samme Kur. Min Mave er ikke god, men mine Nerver synes at være lavede af tjæret Skibstoug, for de lader sig ikke let bringe i Uorden.