KRESTENS BREVE

UDGIVNE AF HANS MODER

VED VALDEMAR RØRDAM

H. ASCHEHOUG & CO. · KJØBENHAVN 1919

s. *

s. 1 KRESTENS BREVE

UDGIVNE AF

HANS MODER

VED

VALDEMAR RØRDAM

H. ASCHEHOUG & CO. KJØBENHAVN

MCMXIX

s. 2 III. TUSINDE

TRYKT HOS NIKLSKN & LYDICHE (Axel Simmlliiiær)

s. 3 INDLEDNING.

Mange vil i den af Harald Nielsen udgivne Samling »Søn-* derjyske Soldaterbreve« have lagt særlig Mærke til dem, der er undertegnede Kresten. De trykkes paany her. Kresten (saadan stavede han sit Navn) er Kresten Andresen, Søn af Gaardejer Johan Andresen i Ullerup paa Sundeved og Hustru Marie, født Hanssen, Søster til den kendte Gaardejer Kr. Hanssen paa Nørremølle ved Sandbjerg og til fhv. tysk Rigsdagsmand Η. P. Hanssen-Nørremølle. Det er sidstnævnte, der paa Familiens Vegne har gjort mig den Ære at bede mig udgive denne af Moderen afskrevne og ordnede Samling af Krestens Breve fra Krigen.

Jeg tror, at Læserne let vil forstaa, hvorfor jeg med Glæde paatog mig Hvervet. Denne store Samling af kun en enkelt ung Mands Breve viser os en Karakter, som vokser og modnes under strenge Vilkaar; en ungdommelig Idealist, som med beundringsværdig Manddom lever og døer i Troskab mod sine og sit Folks Idealer; en Lyriker, hvis lyriske Spændkraft bøjes, men ikke brister, under Trykket af saa tung og grov en Virkelighed, som tænkes kan. I Personligheds-Værdi taaler Krestens Breve Jævnføring med de bedste. Ved Finheden i deres muntre Humør, ved det lyse Lune, selv i deres Vemod og Mismod, fuldstændiggør de det mærkeligt levende og stærke Billede, som Brevsamling efter Brevsamling fra denne Krig har vist os af vort sande Folkesind.

Men disse Breve og Dagbogsblade har desuden en særlig historisk Værdi ved den Skildring, de giver af sønderjyske Forhold, Fængslingerne osv., umiddelbart efter Krigens Udbrud, saavel som af Ventetiden og den Forvirring som prægede selv det saa fuldkomment krigsberedte prøjsiske Militær i dets Opstilling og Udrustning af Reserverne bag Fronten, og af de Enkeltes angstfulde Forventning, deres i Takt med s. 4 skiftende Rygter og Efterretninger fra Krigsskuepladsen uroligt skiftende Tanker. Herigennem kommer de følgende Skildringer fra selve Krigen til at fremlræde i dybere Sammenhæng, den historiske Helhed bliver mere synlig.

Baade ved det ny, den bringer, og ved det kendte, som den bekræfter, mener jeg da, at denne Bog vil hævde sig en blivende Plads i vor Bevidsthed. —

Kresten Andresen er født d. 8de September 1890 paa Faderens Gaard i Ullerup; i Brevene skimter man Søskendeflokken. Selv begyndte han sex Aar gammel sin Skolegang i Ullerup. Efter sin Konfirmation i Foraaret 1906 tilbragte han et Aarstid paa Efterskolen i Hejls. Da han havde Lyst til at lære noget mere, sendte Forældrene ham saa til den højere Almenskole i Kolding, hvor han i 1911 tog dansk Studentereksamen. Aaret efler tog han Filosofikum i København, som Høffdings Elev. At baade Skolegangen i Kolding og Høffdings Personlighed saavel som hans Filosofi har sat dybe Spor i Krestens modtagelige Sind, viser Brevene klart.

Men, skriver Moderen: »Noget Fagstudium havde han ikke Lyst til. Hans Hu stod til at faa en Gerning i Sønderjylland, særlig blandt Ungdommen. For at dygtiggøre sig til det tog han Plads som ung Lærer ved Vinding Højskole, hvor hans Farbroder, P. Andresen, er Forstander. Han blev der baade Vinter og Sommer, og den Tid sagde han altid var den lykkeligste i hans Liv, for han følte hans Evner laa dér, i det at have med Unge at gøre. Men Meningen var jo, at han skulde virke i Sønderjylland, og saa maatte han rive sig løs fra den Gerning, han havde faaet saa kær. Han fik saa en Ansættelse ved Sprogforeningen, idet han skulde tilse og ordne Sognebogsamlingerne. Inden han begyndte paa det, tog han et Kursus i København for at sætte sig ind i Biblioteksvæsen, og 1ste April 1914 kom han saa hjem og tog fat paa den Gerning. Paa Sessionen i 1910 var han sat i 1ste Ersatz [1ste Reserve]. Han skulde altsaa ikke være aktiv Soldat; men i Tilfælde af Krig skulde han stille 6te Dag. Den 7de August 1914 meldte han sig i Flensborg og kom straks i Soldatertøjet. Og hvad han har døjet og lidt i de to Aar, han maatte gøre Krigen med, kan man læse sig til i hans Breve.«

Saavidt Fru Andresen. Efter hendes Afskrift er alle de her meddelte Breve og Dagbogsblade offentliggjort, i Ræk- s. 5 kefølge efter deres Dato; kun Brevene til Vinding Højskole har jeg selv indføjet efter anden Afskrift. Under de raadende usikre Forhold ønskede Fru Andresen naturligvis ikke at skilles fra Sønnens Breve, og jeg var hindret i at opsøge hende i hendes Hjem; men om nogensinde en Afskrift har været nøjagtig, tror jeg nok man kan stole paa, at denne er det. For alle ved Prikker antydede Strygninger i Texten har jeg Ansvaret; ligeledes har jeg, for at lette Læsningen, ladet alle Navneord trykke med stort Forbogstav, hvad Kresten Andresen ikke brugte. Ligeledes har jeg sørget for en nogenlunde ensartet Stavemaade, hvor Usikkerheder fandtes, eller aabenbare Hastværksfejl. I øvrigt er den mig overdragne Text nøjagtigt gengivet, med sine Germanismer saavel som med sine Landsmaalsord. Begge viser, hvor levende den danske Student havde bevaret sin sønderjyske Hjemstavns Tungemaal.

Herom foreligger et endnu kraftigere Vidnesbyrd i Krestens efterladte Manuskript til »en Bog om Vaar og Ungdom«. Jeg har denne Bog i hans egenhændige Manuskript liggende for mig, pynteligt ordnet i lyseblaa Omslag, hvert Afsnit for sig, med Titelblad, Vignet og smukke Initialer, alt tegnet og farvelagt af ham selv. En Fortælling, eller snarere et stort Prosadigt, om den friske Natur og om ung Kærlighed, eller Iværlighedslængsel, ikke noget færdigt Kunstværk, men haaret af uomtvistelig digterisk Trang og Evne, lykkeligt skildrende, vemodigt drømmende, stilfærdigt eftertænksomt. Ypperligt levendegør Kresten Hjemlivet paa Bogens østslesvigske Gaarde, Arbejdet, Skæmten, Sværmeriet og Overtroen — den kun halvt fornægtede Overtro med dens drastiske Sagn og Eventyr. Jeg har sjælden mødt et saa indtagende, næsten barnligt Ynglingesind som i denne uudgivne Førstebog; den røber ikke saa meget legemlig, som det der er sjældnere, sjælelig Livskraft; »staar saa rent og purt«. Men Kraften er der, en from og fast Vilje til gennem Selvfornægtelse at naa de højeste Maal.

»En Klokke tav; og en til, og en til; Klokkerne tav lidt efter lidt; svagere og svagere tonede Klangen, hendøende; saa forstummed den ganske.

Død, hvor er din Braad — Helved, hvor er din Sejr!«

Saadan slutter Manuskriptet.

Men paa samme hvide Blad, med samme klare Haandskrift, staar saa længere nede en hastig Parentes:

s. 6 »(Lige i sahime Aandedrag, som jeg skrev det sidste Ord, kommer Far og melder Mobil. Aa, Gud naade os, der skal med, og hvem véd, naar og om man kommer tilbage igen!)«

Og derunder:

»Ullerup, d. 1. August 1914, Kl. 7 Aften.

Kresten Andresen.«

Saaledes slutter denne Bog om Vaar og Ungdom. Dens umiddelbare Fortsættelse er, Dagbogsbladene og Brevene fra Krigen, som her følger.

Kresten Andresen blev en af de mange, der aldrig kom tilbage. Men i denne Brevsamling lever han; gennem den skal han forhaabentlig endnu naa at virke, som han vilde.

Maj 1919.

Valdemar Rørdam.